England - fredag den 19. august 2011
Fra Fredericia til Keswick
Så var vi klar til en af de ferie, jeg har glædet mig mest til. Det er egentlig underligt, når man tænker på, at det handler om at okse rundt i nogle bjerge hver dag. Men jeg er nødt til at give Jan Refsing ret i, at Lake District går i blodet på en. Man må bare tilbage dertil.
Vi tog med et tog kl. Ukristeligt om natten (ca. 3), for at være i Kastrup til en morgenflyver mod Manchester. Det er den optimale måde at slå nattesøvnen i stykker på og selv om vi gjorde vores bedste for at sove i toget og flyet, så lykkedes det ikke helt perfekt for nogen af os.
Og i toget fra Mancester gik det ikke bedre. Det var nemlig stopfyldt med mennesker. Heldigvis havde vi da siddepladser, så vi skulle i det mindste ikke stå i midtergangen. I Preston skulle vi skifte tog men det næste var også overfyldt. Endda i højere grad. Vi ramte godt nok den rigtige vogn til vores pladser men det var næsten umuligt at komme frem. Vi havde valgt at stige ind i toget i den forkerte ende af vognen i forhold til vores pladser, så vi måtte møve os noget, for at nå frem. Da vi endelig havde fået vores rumpetter i sædet, skulle vi af igen. På Oxenholme Station kunne vi konstatere, at vores tog til Windermere var kørt og vi skulle vente det meste af en time på det næste. Lidt meget, når man tænker på, at togturen dertil er ca. 20 minutter! I Windermere var der igen ventetid i ca. en time på den bus, der skulle køre os til slutdestinationen Keswick. For at gøre turen helt komplet steg vi på den forkerte bus. Den havde det rigtige busnummer men den kørte den modsatte vej. Så vi steg af ude på Lars Tyndskids mark, for at vente på en bus, der kørte den modsatte vej.
Vi var midt på eftermiddagen, før vi steg ombord i den rigtige bus og her kunne vi så nyde den sidste del af turen fra øverste dæk. Nu var vi i Lake District og bjergene væltede op omkring os. Efter en times tid var vi i Keswick og vi nåede frem til vores bed and breakfast Shemara, der ligger midt i byen. Vi blev modtaget af en thailandsk kvinde, der gjorde honnør med hænderne oppe foran brystet (som man nu gør i thailand). Vi havde luret, at de serverede thailandsk mad og det skulle da prøves!
Men NU var det tid for noget af det, jeg OGSÅ havde set meget frem til. I min bevidsthed havde jeg mange gange set frem til det tidspunkt, hvor jeg kunne stå på pubben i Keswick og sige ?a pint of Old Peculier please?. Jeg kunne næsten ikke vente med at sætte tænderne i den fadøl, som jeg ihærdigt har forsøgt at brygge derhjemme. Glæden blev så meget desto større, da jeg kunne konstatere, at øllet smagte meget tæt på min egen, så min selvkomponerede opskrift var slet ikke så dårlig endda!
Der var mange mennesker i byen. Allerede da vi ankom med bussen var der et mylder på gaderne, som jeg ikke har oplevet her før. Det bekræftede, at vi stadig er i højsæsonen for Lake District. I pubben sad alle med vandrestøvler på og rygsækkene stod placeret på gulvet overalt. Vi blev enige om, at det var en god ide at reservere et bord til aftensmad og det blev på en indisk restaurant (Royal Bengal). Inden aftensmaden blev der tid til at slappe lidt af, få pakket ud og nyde udsigten fra vores meget fine værelser. Der var stor forskel på disse lokaler og dem, Jan og jeg boede på i byen i efteråret. Og prisen var endda den samme!
Den indiske restaurant serverede fremragende mad. Og det væltede ind over os på bordet som en anden minitsunami. Lige pludselig var bordet plastret til med små fade med forskellige retter. Så var det bare at gå i gang!
Så meldte trætheden sig for alvor. Vi kunne næsten ikke nå at betale, før vi skulle skynde os hjem og sove. Regnen silede ned, da vi gik hjem. Bare det var slut i morgen, tænkte vi.
Vi gik i koma ved 10-tiden.
